Hår er ikke bare hår!

Pletskadethed

Hår er ikke bare hår!

Pletskaldethed – en del af mit liv!

I går på DR1 sendte de Sundheds Magasinet! Det handlede om pletskaldethed eller Alopecia areata! Se programmet her: Når håret falder af!

Dette program gav mig lyst til at fortælle min historie – for ja, jeg lider af pletskaldethed – og i en alder af 23 år mistede jeg ALT mit hår. Det var en mega-hård tid – for nej, hår er ikke bare hår. Hår er ens identitet. Efter jeg delte et billede på min instagram om sygdommen, er jeg overrasket over, hvor mange der lider af denne sygdom!

Min Historie!

I starten af 2012 fandt jeg en lille bar plet i mit hår, jeg tænkte ikke så meget over det. Men en aften sad jeg så og rodede lidt i mit hår, og fandt da flere pletter – jeg gik lidt i chok og tænkte, hvad er nu det??

Næste dag ringede jeg til min læge og fortalte det, jeg fik en tid. Et par dage efter kom jeg til læge. Hun kiggede lidt på det – og sagde så: ”Det er meget normalt for en pige i din alder at tabe lidt hår!”

Jeg måbede og tænkte så lidt – ”Nå ja, hun er jo læge – så hun ved nok hvad hun snakker om.”

Efter noget tid tabte jeg mere og mere hår. Jeg kunne børste mit hår, fjerne en masse og børste igen og gøre det samme. Tog til lægen igen og sagde så: ”Det her er altså ikke normalt.”

Hun henviste mig til en hudlæge, som så kunne fortælle mig, at jeg led af Alopecia areata. Han kunne fortælle mig, at enten mistede jeg kun det hår jeg allerede havde mistet, eller også kunne jeg risikere at miste alt mit hår.

Han startede med at give mig noget hormoncreme, jeg skulle smøre på pletterne. Det hjalp overhovedet ikke. Så fik jeg 3 gange behandlinger med binyrebarkhormon hos ham, det hjalp heller ikke.

Så han kunne intet gøre. Alt mit hår faldt stille og roligt af og jeg kunne heller intet gøre. I september 2012 havde jeg mistet stor set ALT mit hår, også øjenbryn og øjenvipper. Det var en virkelig hård tid, da jeg gik i uvished, om mit hår nogensinde ville komme igen :-/

Pletskadethed

Jeg fik en paryk og 2 tørklæder/hatte. Jeg gik aldrig med parykken, da den var varm og ubehagelig at have på. Så jeg gik rigtig meget med mine tørklæder/hatte.

Som tiden gik, begyndte mit hår stille og roligt at komme igen, men der gik virkelig mange år før jeg smed tørklædet/hatten. Jeg var flov over at vise mit skaldede hoved – selvom det burde man jo ikke være!

Men efter et par år som skaldet var jeg klar til at smide hatten, for der var det meste af mit hår kommet igen. Jeg fik alt mit hår igen i 2015 og fik mit lange hår igen! Men efter jeg havde født og ammet, kom der nye pletter. Jeg gik lidt i chok – da jeg virkelig var bange for, at alt mit hår skulle ryge igen. Men det forblev kun ved pletter – heldigvis. Men jeg mistede også mine øjenbryn, som jeg så valgte at få tatoveret på sidst på året i 2017.

Jeg håber min historie kan hjælpe nogen af jer – kom endelig med spørgsmål – hvis I har nogen! Så vil jeg se om jeg kan svare på dem.